Om cheerleading

Cheerleading er meget mere end spring, stunts og flotte rutiner. Det er en holdsport, hvor samarbejde, tillid og fællesskab er fundamentet for alt, hvad vi gør. Ingen kan klare det alene – hver enkelt udøver spiller en vigtig rolle, og det er samspillet mellem alle på holdet, der skaber de bedste oplevelser og resultater.

På et cheerleadinghold lærer man at stole på hinanden, kommunikere og arbejde mod fælles mål. Man fejrer succeserne sammen, støtter hinanden gennem udfordringer og udvikler sig både som atlet og holdkammerat. Netop derfor opstår der ofte stærke venskaber, som rækker langt ud over træningshallen.

På et cheerleadinghold udvikler man sig sammen. Når én mangler, mangler en vigtig brik på holdet.

I Danmark er cheerleading opdelt i forskellige konkurrenceniveauer, så alle kan træne og konkurrere på et niveau, der passer til deres erfaring og færdigheder.

Niveauerne går fra Novice, hvor fokus er på grundlæggende teknik over Intermediate, Median, Advanced og Elite, til Premier, som er det højeste konkurrenceniveau med de mest avancerede skills. Undervejs udvikler udøverne gradvist deres tumbling, stunts, pyramider og kast.

Vi tror på, at den bedste udvikling sker trin for trin. Derfor rykker man som udgangspunkt ét niveau ad gangen, så teknikken og de grundlæggende færdigheder er på plads, før nye udfordringer introduceres.

Cheerleading er opdelt i aldersgrupper for at sikre, at træningen passer til udøvernes fysiske og sportslige udvikling.

  • Tiny (3–8 år)
  • Mini (8–12 år)
  • Youth (12–15 år)
  • Junior (15–19 år)
  • Senior (16+ år)
  • Masters (25+ år)

Aldersinddelingen skaber de bedste rammer for både læring, sikkerhed og fællesskab. Når udøvere træner med andre på samme udviklingstrin, får de mulighed for at udvikle sig i et passende tempo og skabe stærke relationer på holdet.

Et cheerleadinghold består af forskellige positioner, som hver især spiller en vigtig rolle:

  • Flyer – udøveren, der løftes i stunts.
  • Base – står under flyer og er ansvarlig for løft og greb.
  • Side base – arbejder sammen med basen om at løfte, stabilisere og gribe flyer.
  • Back spot – støtter stuntet bagfra og hjælper med kontrol og sikkerhed.
  • Spotter – bruges ved udvalgte og mere avancerede stunts for at øge sikkerheden. En spotter kan være en udøver eller en træner.

Hvilken position man har, afhænger blandt andet af højde, styrke, teknik, fleksibilitet og erfaring. Det er helt naturligt, at en udøver skifter position gennem sin cheerleadingkarriere. Når man rykker til en ny aldersgruppe, eller kroppen udvikler sig anderledes end holdkammeraternes, kan en anden position være den bedste løsning – både for den enkelte udøver og for holdet. Mange oplever derfor at prøve flere forskellige roller.

Stævner er en vigtig del af cheerleading og et fælles mål, som holdet træner frem imod gennem hele sæsonen.

Vores tiny- og mini-hold deltager i opvisninger, mens youth- og seniorhold deltager i konkurrencer. Som udgangspunkt deltager hvert hold i op til tre stævner i løbet af sæsonen.

Da cheerleading er en holdsport, forventer vi, at alle udøvere deltager i holdets stævner. Rutinerne trænes frem mod hvert stævne, og hvis man ikke deltager, vil man som udgangspunkt ikke have en plads i rutinen. Derfor vil en stor del af træningen op til stævnet foregå fra sidelinjen.

Vi anbefaler derfor, at man kun tilmelder sig et hold, hvis man har mulighed for at deltage i sæsonens planlagte stævner.

Tidspunkter for sæsonens stævner kan findes under kalender

Til stævner viser hvert hold en rutine.

En cheerleadingrutine består af flere forskellige elementer, som sættes sammen til én samlet opvisning:

  • Råb
  • Motions og dans
  • Tumbling
  • Stunts og pyramider

Det er samspillet mellem alle elementerne og holdets samarbejde, der skaber en stærk og flot rutine.

Hvis du ønsker at læse mere om regler, aldersinddelinger osv. kan du finde de officielle reglementer hos Dansk Amerikansk Fodbold Forbund (DAFF)